CORONA | STATUS PÅ FORENINGENS ØKONOMI

April 2, 2020

 

Kære alle medlemmer

 

Her er en status på hvordan coronaen og Danmarks nedlukning påvirker foreningen.

 

Foreningen har lukket for alle aktiviteter, og vores administrator arbejder hjemme, og vores praktiske medhjælp er i gang med at få ryddet ud og klargøre 2. sal til udlejning. Foreningen udnytter også den "stille tid" til at blive færdig med ny, forbedret hjemmeside med bookingssystem og onlinebetaling - det sker på frivillig basis!

 

Desværre gør coronaen, at foreningen har fået rigtig mange aflysninger på udlejningerne. 

Det som holder huset kørende er indtægterne fra foreningens faste lejere (dem, som lejer lejemålene på 2. sal og opefter) 

 

Og så har foreningen også indtægter fra vores faste klubber og foreninger, der fast lejer festsalen og cafeen. Og så har foreningen i den seneste tid skaffet nye indtægter fra udlejning af café 17 og festlokalet i weekenderne. Det er især disse indtægter, der har været med til at redde foreningen fra at gå helt ned oven på lukningen af tolkefirmaet i 2017 og den efterfølgende gæld.

 

Men nu får foreningen rigtig, rigtig mange aflysninger ind fra både lejere og foreninger og klubber. Både aflysninger i god tid, og aflysninger, som er foretaget for sent. Det mister vi mange penge på!

 

Vi forstår godt lejernes situation. Regeringen har forbudt forsamlinger på over 10 personer. Vi prøver at aftale andre datoer, og på at få lejeindtægterne ind. Vi er også, sammen med revisor, ved at undersøge om vi kan få støttepakker fra regeringen.

 

Alt det påvirker desværre også foreningens kassebeholdning. Kasserer fortæller, at vi er ved at komme ned og ligge på omkring en million kroner. Det er ikke meget.

 

Bestyrelsen skal derfor have fat i bank og kreditorer for at finde frem til en løsning for at beholde huset. Regnskabet for 2019 er på vej - foreningen har fået et overskud sidste år, som skyldes udlejningerne, så det ser positivt ud i forhold til den daglige drift.

 

Men foreningen har også opbygget en stor gæld, som vi bliver nødt til at banke ned, da vi bruger overskuddet til at afdrage med - og mere til. Så kassekreditten går desværre kun ned. Så vi har en meget skrøbelig økonomi, der på ingen måde kan tåle flere tab.

 

Derfor vil foreningen - og dermed huset - være taknemlige for al den støtte vi kan få. Både ved at få lejeindtægterne ind, selv om der er krise, men også ved at modtage donationer.

 

STØT FORENINGEN & HUSET

 

Foreningens bestyrelse kæmper hårdt for, at alle døve i Storkøbenhavn, og alle vores lejere, og alle andre, fortsat skal have adgang til vores unikke, historiske hus. Så det er vigtigt, at alle klubber, foreninger, lejere og enkeltpersoner - medlemmer eller ej - forstår situationen og vil bakke op hvor man kan.


Lad os sammen kæmpe for, at vi kan beholde huset i Brohusgade!

Del på Facebook
Please reload

© 2020 | Døveforeningen af 1866 | alle rettigheder forbeholdes